Haldager Vandværk driftes ud fra nogle af medlemmerne fastsatte vedtægter.
Vores vedtægter er som følger:
§ 1: Navn og hjemsted.
Selskabet, der er stiftet den 10. februar 1972, er et andelsselskab, hvis navn er Haldager Vandværk.
Selskabet har hjemsted i Næstved Kommune.
§ 2: Formål.
Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag, som foruden driftsomkostninger skal dække forsvarlige afskrivninger af anlæg og rimelige henlæggelser til fornyelser og nødvendige udvidelser, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.
§ 3: Medlemmer.
Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.
For ejendomme, der er opdelt i lejligheder, er det ejeren af de enkelte ejerlejligheder, der er medlem, medmindre andet er tinglyst på ejendommen.
§ 4: Medlemmernes rettigheder.
Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af Næstved Kommune fastsatte regulativ.
Ved indmeldelse udleveres vedtægter og gældende takstblad.
"Fællesregulativ for almene vandforsyninger i Næstved Kommune" kan rekvireres hos bestyrelsen eller findes på Næstved Kommunes hjemmeside på Internettet.
§ 5: Medlemmers forpligtelser og hæftelser i øvrigt.
For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne personligt, subsidiært og solidarisk. Medlemmerne hæfter indbyrdes solidarisk i et forhold, der svarer til medlemmets indskud.
Beløbsstørrelserne beregnes på baggrund af det prisniveau, der er gældende på det tidspunkt, et krav gøres gældende ved domstolene.
Enhver er fuldgyldigt medlem efter indbetaling af indskud og/eller vandafgift til vandværket, og vedkommende indtræder herved med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad – herunder betaling af anlægsbidrag – samt af nærværende vedtægter.
Ethvert medlem er ansvarlig for sine eventuelle lejere. Der henvises til regulativets §§ 1.1 – 1.8.
Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet – ved dødsfald medlemmets bo – forpligtet til at drage omsorg for at meddele vandværket om ejerskiftet samt oplyse den nye ejer om forpligtelserne overfor vandværket.
Når vandværket modtager ejerskifteerklæring ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser overfor vandværket.
Det er en betingelse for godkendelse af ejerskiftet, at samtlige forfaldne ydelser til vandværket er betalt.
Et medlem skal tåle, at der føres vandledning over hans grund.
Selskabet kan overfor nye medlemmer betinge sig en deklaration, tinglyst pantstiftende, på ejendommen til sikkerhed for betaling af anlægs- og driftsbidrag.
§ 6: Udmeldelse af selskabet.
Udtræden af selskabet kan ske i tilfælde af nedrivning, ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde.
Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af selskabet.
Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.
§ 7: Levering til ikke-medlemmer (købere).
Institutioner – som ifølge deres natur – eller ejere af ejendomme – som ifølge særlige omstændigheder – ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets regulativ og vedtægternes bestemmelser, bortset fra bestemmelsen om andelsret og –hæftelse.
Det samme gælder distributionsforeninger, der helt eller delvist dækker deres leveringspligt ved køb fra selskabet.
Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene for sådanne vandleverancer.
§ 8: Tvistigheder.
Tvistigheder mellem vandværk og andelshaver løses som voldgift, idet civildommeren i Slagelse – eller dennes afløser – er formand, ligesom begge parter møder med hver deres opmand.
§ 9: Generalforsamling.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned.
Indkaldelse med dagsorden til ordinær generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel ved annoncering på vandregningen, der udsendes i janaur måned samt ved annoncering på vandværkets hjemmeside på Internettet.
Indkaldelse med dagsorden til ekstraordinær generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel ved annoncering i en lokal avis samt ved annoncering på vandværkets hjemmeside på Internettet.
Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling være opført på dagsordenen og skal derfor afgives til bestyrelsens formand inden den 15. i forudgående måned.
På den ordinære generalforsamling foretages følgende:
1.Valg af dirigent.
2.Valg af 2 stemmetællere.
3.Bestyrelsens beretning.
4.Det reviderede regnskab fremlægges til godkendelse.
5.Fastsættelse af vandafgift og godkendelse af takstblad.
6.Budget for det kommende år forelægges til godkendelse.
7.Behandling af indkomne forslag.
8.Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.
9.Valg af bilagskontrollanter og suppleanter.
10.Eventuelt.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.
Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 25 % af medlemmerne fremsætter skriftligt forlangende herom til bestyrelsen ledsaget af en skriftlig dagsorden.
I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden 2 måneder efter modtagelsen af begæringen, og dagsordenen skal udsendes ved indkaldelsen. De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i selskabets forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten.
§ 10: Stemmeret og afstemninger.
Hvert medlem har én stemme.
Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover sin egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved fuldmagt.
Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning. Købere i henhold til § 7 har ret til at overvære generalforsamlingen og har taleret men ingen stemmeret.
Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.
Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.
Er en af disse betingelser ikke opfyldt, indkalder bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse indenfor 2 måneder på hvilken forslaget kan vedtages ved 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.
§ 11: Bestyrelsen.
Selskabets bestyrelse består af 7 medlemmer valgt blandt medlemmerne for 2 år ad gangen, idet der afgår 3 medlemmer i lige år og 4 medlemmer i ulige år på den ordinære generalforsamling.
Herudover er 2 suppleanter, der skiftevis hvert år vælges for 2 år ad gangen. Ved afgang fra bestyrelsen tiltræder den suppleant, der er ældst i sin valgperiode. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgående medlems resterende periode.
Der vælges 2 bilagskontrollanter, der skiftevis hvert år vælges for 2 år ad gangen.
Hvert år vælges 1 suppleant til bilagskontrollanterne for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen kan herudover antage en statsautoriseret/registreret revisor.
Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Ekstraordinært bestyrelsesmøde kan indkaldes af mindst 4 bestyrelsesmedlemmer ledsaget en skriftlig dagsorden.
Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale og ligeledes afholde de efter dens skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.
Bestyrelsen har ansvar for regnskabsføringen og opstiller årsregnskab og budget.
Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden og fører forhandlingsprotokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
Anlægsvirksomhed, der overstiger det vedtagne budget incl. eventuelle henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.
Bestyrelsen kan i tilfælde af vandspild, unødig vandforbrug og/eller overtrædelse af konkrete påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet. Der henvises her til §§ 11.1 – 11.2, §§ 13 – 13.2 samt § 19 i regulativet.
§ 12: Tegningsret.
Selskabet tegnes af formanden i forening med ét bestyrelsesmedlem.
§ 13: Regnskab.
Selskabets regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.
Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne.
Revision af regnskaberne foretages af de generalforsamlingsvalgte bilagskontrollanter samt en af bestyrelsen eventuelt antaget revisor.
Årsregnskabet underskrives af bilagskontrollanterne og bestyrelsen.
§ 14: Opløsning.
Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige stemmeberettigede medlemmer stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkninger i forsyningsmulighederne, f. eks. ved fusion med et andet vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 10 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.
Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse.
§ 15: Ikrafttræden.
Selskabets vedtægter er vedtaget på den konstituerende generalforsamling den 10. februar 1972 og sidst ændret på generalforsamlingen 18. marts 1996.
Vedtægterne træder i kraft den 18. marts 1996.
Vedtægterne ændret § 11 og træder i kraft ved generalforsamlingen den 24. februar 2015.
Vedtægternes §§ 1, 4, 9, 11 og 15 er tilrettet og ændret og træder i kraft ved den ekstraordinære generalforsamling den 26. februar 2019.